Som Signe skrev i sidste indlæg, så har jeg nemlig en jagt historie, og den skal I da ikke snydes for vel! Efa, min kollega på afdelingen, og en dreven jæger (nedlægger ca 20-30 rensdyr per sæson + de løse moskusokser!) spurgte om jeg ikke kunne tage en fridag, for vejret var stabilt højtryksvejr med lidt vind = jagtvejr! Og jo - sandelig om der ikke kunne bevilges en fridag, og min riffel (nå jo - jeg har fået mig en Browning X-bolt cal. 22-250 - en lille kaliber, men rigelig stor til rensdyr) var skudt ind. Vi tog afsted kl 06:00 fra Nuuk med kursen mod bunden af Ameralikken ca 2 timers sejlads inde. Men heldet tilsmilede os ikke, for på vejen blev vi overhalet af en åndsvag hurtig båd - og gæt engang - den lagde til lige nøjagtig der hvor Efa havde planlagt det. Vejen til Kongernes Dal (eller der hvor Efa har set mange store store dyr) var optaget! Men vi tog nabodalen og påbegyndte vores trek op i terrænet. Flot var der, men rensdyr......dem var der INGEN af! Vi gik, gik og gik, masser af dyreskel, spor og friske lorte, men gu' hjælpe mig ingen dyr! Efter ca 10km i fugleflugtslinje og ca 800 højdemeter nåede vi et højland hvor Efa på det nærmeste garanterede der var dyr, men nej. Ingen dyr! Tilgengæld kiggede vi ned i den dal vi havde planlagt og gå op i først, og der så vi sandelig 2 andre jægere komme op - uden dyr! Så vi slog en sløjfe og gik tilbage nedaf.
Ca 4 km fra båden - ud af det blå - stod der pludselig 2 rensdyr 200m fra os. De kunne ikke lugte os, men løb dog længere ned i dalen, og os efter dem. Vi nåede dem, og fik et fint skud på dem. Og de lagde sig. Intenst, mit hjerte bankede med omtrentligt 200/min.
Mit første rensdyr.
Vi spiste lidt af det 2 dage efter - og det smager himmelsk!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar