1 Måned...!

Hold da op - datoen skriver nu den 21/8, og det betyder jo at vi allerede har været her i over 1 måned! Tiden går jo så umanerligt hurtigt....


Og oplevelserne er der heller ikke mangel på - de mest fantastiske naturoplevelser - som slet slet ikke kan beskrives - men som skal opleves. Billeder kan heller ikke på samme måde indfange de/den stemning der hersker i øjeblikket, som alle jo ved. Men også på jobfronten må man sige at jeg fik min ilddåb på min første døgnvagt forrige onsdag...



Jeg vidste jo på forhånd at gynækologien og obstetrikken ville være en stor del af jobbet heroppe, og jeg havde også allerede inden afrejsen herop udviklet en sund respekt for faget. Og selvfølgelig var det gyn/obs der drillede. Vi havde en tvillinge gravid liggende med truende fødsel og gjorde alt for at hun skulle holde på børnene eftersom de ikke var så gamle endda. Og kl 03.00 ringer de fra afdelingen og siger hun er begyndt at bløde kraftigt. Hurtig kommer bagvagten ind og beslutter at der skal laves kejsersnit med det samme. Men desværre var de meget syge da de kom ud, og vi kunne kun holde dem i live indtil de var blevet nøddøbt. Vi gjorde hvad vi kunne, og vi gjorde det godt, men naturen gik sin egne veje, og de døde begge. Men nu her - lidt på afstand - var det helt sikkert det bedste der kunne ske for dem - de var også alt for tidligt født....Goddag og velkommen til SANA Dr. Lafrenz!

Tilgengæld er der også ting hvor jeg føler mig bedre rustet end lige netop i gyn/obs'en - og det er jo det akutte! I onsdags spørger bagvagten om jeg vil hente en patient i Sisimiut hvor man mistænkte en blødning i mave/tarm kanalen eller en udposning på hovedpulsåren i maven. Og needless to say - så meldte jeg mig jo straks, og helikopteren ventede på mig i lufthavnen.
Selvom det blæste en del, så var sigten på vej derop rigtig god, og jeg må sige, at flyve 20 m over de mest dramatiske fjeldtoppe, og se hvordan gletcherne tunger sig ud i fjordene fra luften er ret flot! Og den time og 10 minutter turen varede derop nød jeg bare...
For det skulle snart handle om noget helt andet, for den tyske turist der pludselig var faldet om, og herefter havde fået målt faldende blodprocent, var noget lettet over at der kom en der kunne en smule skralde tysk. Jeg undersøgte ham, og jeg mistænkte med det samme at der var en stor udposning på hovedpulsåren (stor pulserende udfyldning i abd.!) og en blodprocent på 4,5. Det er en livsfarlig tilstand, og i princippet skulle jeg flyve med en tikkende bombe, for hvis den sprænger er der intet man kan gøre - og slet ikke 800 m over jorden i en lille bitte helikopter. Men jeg fik ham heldigvis levende til Nuuk hvor han blev skannet, og diagnosen blev bekræftet. Han blev efterfølgende evakueret til Island og opereret, og det seneste er, at han har det godt!

Nå den var længere - nu vil jeg passe min vagt og binde kroge til Max og min langline :)
-Thomas